Hestepraksis
Heste
Dyrlægecentret driver hestepraksis hvor vi bl.a tilbyder
• ambulant behandling af syge og tilskadekomne heste
• vaccination og sundhedsundersøgelse af heste
• reproduktionsarbejde herunder ultralydscanning med henblik på bestemmelse af ægløsningstidspunkt hos hopper. Drægtighedsscanning af hopper. Behandling af problemhopper m.v. Inseminering med kølesæd.
• Parasitologisk diagnostik i eget laboratorium, hvor gødningsprøver kan analyseres for både rundorm og bændelorm.
• Blodprøveanalyser i eget laboratorium.
• Vagtordning internt i praksis, hvor man altid kan rekvirere en dyrlæge udenfor normal arbejdstid til akut syge eller tilskadekomne heste.
Indvoldsorm hos hest
Indvoldsorm hos hest er hyppigt forekommende. Der findes flere typer af orm, hvoraf strongylider (store og små), samt bændelorm er de mest almindelige i Danmark. Alle heste kan blive inficeret, men føl og ungheste er mest modtagelige. Symptomerne er varierende og ofte ses slet ingen symptomer. Men er hesten kraftigt inficeret ses utrivelighed, afmagring og kolik.
Behandlingen for indvoldsorm er et ormemiddel. Ormekur er receptpligtigt medicin, dvs. at dyrlægen ordinerer medicinen. De seneste år er der observeret øget resistens overfor ormemidler pga. overforbrug. Derfor er det vigtigt, at behandling kun sker, når hesten er inficeret og ikke forebyggende uden en diagnose.
Diagnosen indvoldsorm hos hest stilles på baggrund af en gødningsundersøgelse, hvor der under mikroskop tælles antallet af ormeæg. Har hesten et vis antal ormeæg i gødningen, ordinerer dyrlægen et ormemiddel. Det er vigtigt, at typen af ormemiddel netop passer til den slags orm, hesten er inficeret med.
Dog kan bændelormens æg være svære at finde i en gødningsprøve, og det kan være nødvendigt med en blodprøve for at se, om hesten er inficeret med bændelorm.
Det anbefales, at den voksne hest undersøges for indvoldsorm to gange om året:
April/maj (strongylider)
August/september (strongylider, bændelorm)
Ungheste og føl er hyppigt inficeret med store mængder af indvoldsorm, hvilket kan være livstruende i enkelte tilfælde. Derfor må heste på op til 2 år behandles mod orm uden forudgående gødningsundersøgelse. Dog kræver loven, at dyrlægen har kendskab til den enkelte hest inden ordinering af ormekur.
Krav til gødningsprøven:
Frisk afsat gødning.
En lille håndfuld gødning pr. hest i hver pose.
Ingen luft i posen, bind knude.
Skriv hestens navn på posen.
Posen opbevares køligt indtil aflevering.
Undersøgelse indenfor 24 timer (æg klækker).
Mængden af indvoldsorm i et hestehold kan begrænses ved forebyggelse, herunder:
Hyppig gødningsindsamling fra fold (juni-september).
Foldstrategier:
- Ingen overbelægning (lavt antal hest/foldareal).
- Jævnlig omlægning af græsfolde.
- Foldskifte midt sommer (juli) til ny fold.
- Føl/følhopper ”rene” græsfolde uden frisk gødning fra andre heste.
Fodring med stråfoder på fold ved sparsom græs, så hesten ikke græsser for tæt på afsat gødning.